mandag den 28. maj 2012

Renovering og genhusning



To spørgsmål om Renovering og genhusning








Spørgsmål til Juraeksperten

1) Er det korrekt at ved totalrenovering har vi som beboere ikke krav på at komme tilbage til den lejlighed vi har haft inden renoveringen?

2) Er det korrekt at vores boligselskab så skal skaffe en anden lejlighed i samme stand og til den husleje vi på det pågældende tidspunkt har?

Juraekspert Erik Frodelund svarer: 
Ingen af de to udsagn er rigtige.
Jeg indsætter de relevante regler under et PS til dette svar.
Med venlig hilsen

Erik Frodelund

www.JuraEksperten.dk



Permanent genhusning
§ 61. Når en bolig skal fraflyttes som følge af en beslutning i medfør af denne lov, skal kommunalbestyrelsen anvise husstanden en anden bolig. Denne ret tilkommer lejere af beboelseslejligheder og lejere af enkeltværelser, der ifølge lov om leje er beskyttet mod opsigelse. For andelshavere og beboere, der selv ejer deres bolig, gælder retten kun, hvis boligen skal fraflyttes som følge af en beslutning efter LBKG 2010 132.KAP6kapitel 6 eller LBKG 2010 132.KAP9kapitel 9 i denne lov.(195) Retten til at få anvist en erstatningsbolig indtræder, når der træffes beslutning som nævnt i 1. og 3. pkt., dog tidligst 6 måneder før det tidspunkt, hvor boligen skal være fraflyttet.

Stk. 2. Lejeren af en beboelseslejlighed eller et udlejet enkeltværelse, der ifølge lov om leje er beskyttet mod opsigelse, har ret til at få anvist en erstatningsbolig, hvis en ombygning efter denne lov af boligen eller ejendommen medfører en lejeforhøjelse, der sammen med lejeforhøjelser for forbedringer gennemført i de sidste 3 år og uden fradrag af indfasningsstøtte efter LBKG 2010 132.§15§ 15 vil udgøre mere end 155 kr. pr. m²(196) bruttoetageareal (prisniveau 2004). Beløbet reguleres en gang årligt efter udviklingen i Danmarks Statistiks nettoprisindeks i en 12-måneders-periode sluttende i juni måned året før det finansår, reguleringen vedrører. Beløbet afrundes til nærmeste hele kronebeløb. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om beregningen af boligudgiften.
§ 62. En husstand, der anvises en erstatningsbolig efter LBKG 2010 132.§61§ 61, har fortrinsret til de boliger, der anvises i det samme boligkvarter som den fraflyttede bolig eller et tilstødende boligkvarter.
Stk. 2. Den anviste erstatningsbolig skal have enten et rum mere(197) end antallet af husstandsmedlemmer(198) eller samme rumantal(199) som den tidligere bolig, medmindre denne var beboet af mere end 2 personer pr. beboelsesrum. Boligen skal have passende kvalitet, udstyr(200) og beliggenhed.
Stk. 3. En husstand, der får tilbudt en erstatningsbolig, der opfylder kravene i stk. 2, har én gang ret(201) til at afvise den tilbudte erstatningsbolig og få tilbudt en anden erstatningsbolig i stedet.
Stk. 4. En husstand, der har fået anvist(202) en erstatningsbolig, har i indtil 2 år efter anvisningen ret til at få tilbudt en anden erstatningsbolig.(203) Husstanden har fortrinsret til boliger, der anvises i husstandens tidligere boligkvarter.
Stk. 5. Tilbuddet om erstatningsbolig skal indeholde oplysning om husstandens adgang til at gøre indsigelse samt oplysning om fristen herfor, jf. stk. 6. Indeholder tilbuddet om erstatningsbolig ikke disse oplysninger, løber fristen på 6 uger først fra det tidspunkt, kommunalbestyrelsens oplysning om husstandens adgang til at gøre indsigelse og oplysningen om fristen herfor er kommet frem til husstanden.
Stk. 6. Hvis husstanden ikke finder den erstatningsbolig, som kommunalbestyrelsen tilbyder, passende, skal husstanden gøre indsigelse herom til kommunalbestyrelsen senest 6 uger efter, at tilbuddet er fremsat over for husstanden. Vil kommunalbestyrelsen ikke godkende husstandens afvisning af den tilbudte erstatningsbolig, skal kommunalbestyrelsen indbringe sagen for byfornyelsesnævnet senest 6 uger efter, at husstandens afvisning er kommet frem, hvis kommunalbestyrelsen fastholder, at den tilbudte erstatningsbolig er passende, jf. stk. 2.
Midlertidig genhusning
§ 63. Når en udlejningsbolig skal fraflyttes som følge af en beslutning i medfør af denne lov, men på ny kan være beboelig inden for højst 6 måneder, kan kommunalbestyrelsen forlange, at husstanden midlertidigt overtager en anden bolig. Det samme gælder, hvis en andelsbolig eller en bolig, som bebos af ejeren selv, skal fraflyttes som følge af afhjælpning af kondemnable forhold. Udlejeren kan ikke opsige lejeaftalen. I særlige tilfælde, og hvis husstanden er indforstået hermed, kan den midlertidige genhusning forlænges indtil højst 12 måneder.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen anviser en midlertidig bolig i henhold til stk. 1. Den midlertidige erstatningsbolig skal indeholde mindst 1 rum for hver 2 personer i husstanden. Boligen kan være beliggende uden for kommunen, hvis husstanden er indforstået hermed. Som midlertidig erstatningsbolig kan anvises ophold på hotel eller lignende.
Stk. 3. Husstanden betaler boligudgiften i den hidtidige bolig, for lejere dog højst den samme leje som før fraflytningen. Kommunalbestyrelsen betaler lejen i den midlertidige erstatningsbolig.(204) Er lejen i den midlertidige erstatningsbolig lavere end lejen i den hidtidige bolig, betaler(205) kommunalbestyrelsen differencen.(206) 

lørdag den 26. maj 2012

Diskrimination og marginalisering


Diskrimination og marginalisering
Af Karsten A. Krabbe

De af Roskilde Kommune og Boligselskabet Sjælland foreslåede tiltag i Helhedsplanen for Ringparken i Roskilde er efter min opfattelse ensidigt rettet mod ældre, enlige og personer på overførselsindkomst.

Ringparken i Roskilde er karakteriseret af en beboersammensætning, hvori indgår mange ældre, mange enlige og mange personer på overførselsindkomst (kontanthjælp og dagpenge).

I den fremlagte helhedsplan indgår følgende elementer:
a) Der skal nedlægges 100 2-værelseslejligheder ud af i alt 236.
b) De nedlagte lejligheder skal til gengæld lægges sammen.
c) De foreslåede renoveringer medfører meget kraftige huslejestigninger.

Ad a) De 2V-lejlighederne beboes typisk af enlige. Beboerne er typisk ældre over 50 -60 år, som er udenfor arbejdsmarkedet - ledige på dagpenge, kontanthjælp eller pensionister. Beboerne har desuden ofte boet mange år i Ringparken,

Helhedsplanen indebærer således, at mange beboere mister deres faste holdepunkt i et område de kender godt og med mange sociale kontakter. Derfor er frygten for at miste deres lejligheder og den velkendte dagligdag!

Mange beboere ønsker KUN at blive boende i deres nuværende lejlighed. Generelt er opfattelsen tillige, at de, der bor i de nedlagte lejligheder ønsker at blive boende i Ringparken.

Nedlæggelsen af lejligheder rammer således ensidigt nogle af Ringparkens svageste beboere: Ældre og svagelige samt andre, der har svært ved at klare sig selv. Til gengæld har kun meget få af disse beboere mulighed for at komme ind under ældrepleje eller andre ordninger.

Ad b) Ingen af de ramte beboere vil sandsynligvis på nogen måde kunne betale for en sammenlagt lejlighed på omkring 90 kvm. Disse beboere har heller ikke noget behov for en sådan stor lejlighed.

Ad c) Der er varslet lejeforhøjelser af ukendt størrelse. På et tidspunkt er der nævnt en huslejestigning på 30%, men dette er senere "trukket tilbage". - Nu tales der om huslejestigninger på 45% og 65%, hvis ikke beboerne stemmer JA til den foreslåede helhedsplan.

Under alle omstændigheder vil kraftige huslejestigninger indebære økonomisk ruin for mange beboere. Boligselskabet forsvarer sig med, at så stiger boligsikringen jo. Men dette argument holder jo slet ikke: Hvis der er en huslejestigning på f.eks. 700 kr (=30% af huslejen for en 2V-lejlighed), stiger boligsikringen kun med 100 kr!

Selv for de beboere som ikke bliver ramt af de foreslåede sammenlægninger vil det medføre voldsomme økonomiske problemer. For et ægtepar, som er folkepensionister og som netop er flyttet til Ringparken indenfor de senere år, fordi huslejen er relativ lav, vil det også medføre alvorlige problemer.

Ringparken er beliggende 10-15 minutters gang fra Roskilde Station. Det er en bebyggelse fra starten af 1950'erne. Huslejen er relativ lav i forhold til nyopførte og nyere lejligheder i Roskilde.

Men det kan de nuværende beboere jo ikke bruge til noget! Vi har jo troligt betalt de huslejestigninger, der er kommet i årenes løb.

Nu er Roskilde Kommune og Boligselskabet Sjælland ved at påtvinge en "helhedsplan", som først og fremmest tjener kommunes ønsker med hensyn til det kommunale prestigeprojekt: Musicon, som i stadig stigende grad er fjernstyret af Roskilde Festivallen. Fornylig er Roskilde Højskole pludselig blevet til Roskilde Festival-højskole, hvor Roskildes borgmester Joy Mogensen sidder i skolekredsen. Nabo til Ringparken og Musicon er Roskilde Festivallens domicil, som indenfor en årrække skal udbygges med en kæmpe-betonklods!

De mest radikale elementer i helhedsplanen synes således at være de »ønsker« som Musicon og Roskilde Festivallen har til deres fælles prestigeprojekt.

Her kan nævnes:
I. Der skal bygges ekstra etager på den del af Ringparken, der hedder Sønder Ringvej. Nabo til Musicon og Roskilde Festivallens domicil.
II. Der skal opføres ældre- og handicapboliger på Sdr. Ringvej med elevatorer. Desuden skal der opsættes udvendige pyntealtaner for at opnå de flotte effekter, som er udtænkt ved arkitektens skrivebord.
III. Endelig skal der opføres "penthouse-lejligheder" øverst på Sønder Ringvej, hvor ingen af Ringparkens nuværende beboere nogensinde vil få råd til at bo.
IV. Til sidst bør det nævnes, at Roskilde tilsyneladende er ved at ombygge en cykel-/gangsti til en bred vej, som fører direkte ud i Rabalderstræde, hovedgaden i Musicon. Samtidig skal de garager i Ringvejen som står i vejen, rives ned.
V. Dertil kommer diverse andre forandringer, f.eks. solfangere på tagene (til at producere strøm) samt regnvandsbeholdere. Begge dele er tiltag, der er overtaget fra Musicons nye skaterbane på Musicon!

Alt i alt sker der en kraftig favorisering af Musicon og Roskilde Festivallen: Bygninger, vejføringer osv.

Jeg synes det er diskriminerende, at Ringparkens beboere skal tvinges bort fra deres billige lejligheder, som har været deres faste holdepunkt i deres sociale liv i årevis!

Det er ingen tilfældighed, at de er Ringparkens svageste beboere, der rammes af denne helhedsplan. Boligselskabet og kommune har sammen fremlagt en helhedsplan, som i mange tilfælde slet ikke har været besluttet af beboerne.

Der har været afholdt et antal dialogmøder i bebyggelsen. Men »dialog« kan man slet ikke tale om. Vi beboere har mange gange forsøgt at få indflydelse på indholdet af helhedsplanen. Men vores berettigede kritik bliver slet ikke hørt!

Tværtimod tromler Boligselskabet de oprindelige planer igennem uden at rette så meget som et komma. Når vi så henvender os til boligselskabet eller kommunen får vi enten slet ikke noget svar eller får "en sludder for en sladder".

Der er en påfaldende mangel på tal og oversigter om helhedsplanen. Vi bliver truet til at stemme ja til helhedsplanen, selv om alle de nøgletal, forløbsbeskrivelser og oversigter, som er nødvendige for at vurdere en så omfattende plan.

Jeg mener, det er groft diskriminerende at Ringparkens svageste beboere på denne måde skal kastes ud i økonomisk ruin på grundlag af nogle helt andre interesser end beboernes!

Der falder en meget sort skygge ind over Ringparken. Og det er Roskilde Kommune, Musicon og Roskilde Festivallen, der kaster denne skygge!

Med venlig hilsen
Karsten A. Krabbe
Ringparken 18 st tv
4000 Roskilde
Mail: kkrabbe@dk-finder.dk



fredag den 25. maj 2012

Svar fra Jan René Petersen. 25.05 på anmodning om urafstemning om Helhedsplanen


Svar fra Jan René Petersen. 25. maj på min anmodning om urafstemning om Helhedsplanen:

»Kære Karsten Krabbe


På det møde der holdes 6. juni er der er tale om en afstemning om en helhedsplan skal sættes i gang med dermed mulighed for støtte til nogle af det bydende renoveringsbehov Ringparken har. Vælger man at sige nej, stopper man ikke en renovering af Ringparken. Afdelingen trænger og uanset hvad afstemningen bliver den 6/6, vil huslejen stige ikke mindst grunder huslejen gennem mange år har været holdt nede.


Dit forslag kan fremsættes på mødet og her henviser jeg til selskabets vedtægter, som jeg ikke detaljeret husker nu.
  
Med venlig hilsen
Jan René Petersen
Formand for selskabsbestyrelsen«

Her er de vedtægter, som formanden ikke kunne huske:
§18 stk 4:
»Stk. 4.Medfører et arbejde eller en aktivitet en lejeforhøjelse, der overstiger 15 pct. af den gældende årsleje, skal godkendelse ske ved urafstemning blandt afdelingens boliglejere, hvis mindst 25 pct. af afdelingsmødets stemmeberettigede deltagere fremsætter krav herom.«


Vedtægterne kan du finder her: Vedtægter for Boligselskabet Sjælland (pdf-dokument)

torsdag den 24. maj 2012

onsdag den 23. maj 2012

Konen med kasketterne

Konen med kasketterne
Læserbrev af Karsten A. Krabbe i Roskilde Avis



Det kan godt være, at Roskildes borgmester Joy Mogensen mener, at hun/kommunen er fuldkommen frikendt for alle anklager.


Jeg synes nu, at der sker en mærkelig og helt urimelig sammenblanding af Roskilde Festivallen, Musicon og kommunens interesser.


Musicon er et spændende projekt med mange gode muligheder for kreative aktiviteter. Men Musicon er jo i vid udstrækning blevet synonymt med Roskilde Festivallen.


Det er jo påfaldende, at borgmesteren sidder i skolekredsen for Roskilde Festivalhøjskole og dermed skal tage stilling til hele tre konfliktende 'instanser': Festivallen, Musicon som kommercielt projekt og Roskilde Kommune.


Forstå mig ret: Der er intet i vejen med at sidde i skolekredsen for festivalhøjskolen! Men som borgmester er man da i alle henseender inhabil i forhold til alle beslutninger vedr. Musicon, området omkring Musicon osv.


Netop nu - hvor Roskilde Kommune sammen med Boligselskabet Sjælland er ved at trække en "helhedsplan" ned over Ringparken, som på flere punkter slet ikke er i beboernes interesse!


Denne hule helhedsplan er mest vidtgående mht. Sønder Ringvej-delen af Ringparken:
• Netop Sønder Ringvej skal forsynes med ekstra etager.
• På toppen skal der bygges "penthouse"-lejligheder, som ingen af de nuværende beboere vil have råd til at bo i.
 - Er det de toplønnede ansatte fra Roskilde Festivallen og Musicons aktører, der skal bo i disse lejligheder?
• Ældreboliger og handicapboliger med elevatorer skal der opføres på Sønder Ringvej.
 - Det rimer jo dårligt med, at kommunen vil sælge et plejehjem i centrum og bygger et kæmpestort plejecenter i Trekroner.
• Solfangere på tagene og regnvandsbeholdere. - I hvis interesse er det? Roskilde Forsyning (= SEAS/NVE) er jo allerede partner i forbindelse med skaterparken. Skal dette "samarbejde" udstrækkes til Ringparken?
• Og så er der den mærkelige vej/sti/lyskryds, som angiveligt vil betyde, at garagerne ved Beboerhuset på Sdr. Ringvej skal eksproprieres.
 - Det besynderlige er, at vi beboere ikke kan få at vide, hvad der er i gang med hensyn til stien! Der opsættes nye smarte lygtepæle. Og de skal alle sammen stå på samme side og i forlængelse med de der allerede er opsat langs Rabalderstræde!
 - Det lugter da langt væk af en forlængelse af Eriksvej, så den støder ud i Rabalderstræde. Ingen tror vel for alvor, at kommunen vil ekspropriere garagerne pga. af en cykel/gangsti?


Store dele de elementer som helhedsplanen indeholder kan - efter min bedste overbevisning - KUN forstås, når man kigger fra Musicon og med Roskilde Festivallens øjne.


Hvorfor skal en bebyggelse med under 600 lejemål og med en stor andel af ældre og mindrebemidlede beboere tvinges ind i Musicon-spillet?


Der sker så mange besynderlige ting:
 1. Ringparkens beboere tilbydes haver på Musicon.
Hvorfor? Der er jo rigeligt med plads på Ringparkens område, hvis det skulle være.
 2. Afdelingsbestyrelsen for Ringparken meddeler i et opslag, at der skal opføres multiboldbaner 'nord for Eriksvej' (hvordan det så end skal forstås).


Forholder det sig sådan, at Ringparken vipti-vupti pludselig skal være en integreret del af Musicon, og man "bare" har »glemt« at fortælle os beboere det?


Projekterne omkring Den dynamiske Bymidte og Musicon kan vel ikke bare sammenblandes, fordi det er i kommunens, Musicons og festivallens interesse?


Mig bekendt eksisterer der ikke nogen officiel vedtagelse om et Stor-musicon, som starter ved det gamle skoleslagteri og ender et eller andet sted nede ved Køge?


Jeg kan da bestemt godt se, at disse vilde planer kan være udmærkede i det lange løb. Men jeg kan slet ikke forstå, at de samme vilde planer her og nu i løbet af få år vil enten gøre 100 nuværende beboere husvilde eller - når renoveringen bliver gennemtrumfet uden at beboerne er blevet hørt - at huslejerne stiger så voldsomt, at f.eks. de pensionister, der har boet 60 år i Ringparken, sammen med mange andre beboere ikke har råd til at bo i Ringparken.


Kan det passe, at vi beboere bare skal finde os i at blive tvunget væk fra de lejligheder, som vi har forret til og som vi har råd til at bo i, fordi vi tilfældigvis er naboer til Musicon og Roskilde Festivallen?


Se læserbrevet i Roskilde Avis: Konen med kasketterne

mandag den 21. maj 2012

Demokratiet der blev væk - Roskilde Avis

Demokratiet, der blev væk
Harry Blunck skriver i et læserbrev i Roskilde Avis


Jeg kan ikke beslutte om jeg skal grine eller græde når jeg læser Boligselskabet Sjællands slogan: "Vi lejer den gode service ud", smart tale og forfatteren har sikkert været dyr!


Realiteterne er, i det mindste for lejerne i Ringparken, at BOSJ vil blæse lejerne en hatfuld! En længe ventet Tilstandsrapport kom og viste, ikke overraskende for nogen, at der er områder der kræver opmærksomhed og behandling. Den side er helt o.k. - afdelingens alder taget i betragtning er det fuldt forståeligt, men rapporten viser på ingen måde at der er tale om områder der skriger på opmærksomhed, men hvis BOSJ i det hele taget har taget rapporten alvorligt så er det så meget mere forunderligt at BOSJ som administrator, eller hvad man tidligere i alment byggeri kaldte "forretningsfører", sætter et helt andet arbejde i gang. Under påstanden om at der kræves udarbejdet en totalt omfattende "helhedsplan" for bygninger og områderne, så sætter BOSJ gang i arkitektarbejdet og sætter sig sammen med kommunen for at skabe noget der kan lokke flest mulige midler ud af Landsbyggefonden, under foregivende af at "Helhedsplanen" er eneste mulighed for finansiering derfra. Det er mildt sagt at omgå sandheden letfærdigt, men for at få det til at se godt ud laves en række såkaldte "dialogmøder" som skal tjene som alibi for at man har hørt beboerne!! Deltagere beretter derfra at de rettere skulle hedde "Diktatmøder", idet ubekvemme spørgsmål ikke besvares, men henvises til senere.


Et seriøst forretningsfører selskab havde udarbejdet detaljer om hvad det der omfattes af Tilstandsrapporten ville koste - fornuftigt detaljeret så lejere kan vurdere det, og så hvad koster alternativet "helhedsplanen"? Om man så vil fremkomme med yderligere muligheder, ja det afhænger af forretningsførers seriøsitet, men som tingene står nu, så synes helt andre interesser at spille ind, og herunder kan man ikke overse behovene for at Musicon projektet og Roskilde Festivalen tilgodeses mere end nogle få hundrede lejeres interesser!!!

Jeg er bekendt med flere lejere som har rettet henvendelser til såvel BOSJ - der ikke kan beskyldes for trang til at svare, og til afdelingsbestyrelsen - der skulle repræsentere lejerne, men som absolut har succes med at skjule det. Løfter om svar indenfor kort tid følges ikke op.


Som forklaring på Helhedsplanen der vil betyde at ca. 100 små lejemål, som er ret så efterspurgte (der er ca. 15 års ventetid) nedlægges ved sammenlægning med andre lejemål, spilles den gode plade med melodien fremtidssikring og familieegnet osv. - den plade køres i argumentationen fra BOSJ og kommunen,
men samtidig taler kommunen i andre sammenhænge om behovet for mindre boliger!!! Forståeligt når man tænker på væksten i antal singler osv.


Arkitekten har så også udarbejdet planer for at etablere "samtalekøkken/alrum" i nogle lejemåls hidtidige spisestue og køkkenerne - der overalt i afdelingen blev udskiftet totalt i 1996 - laves så til badeværelse!! Ja, min gamle historielærers ordsprog: "Man tror sågu fanden plager dem!" forekommer velplaceret. Så skal mangeårige lejere realisere/skrotte deres bohave, de der har brugt "råderetten" må se at deres investeringer er tabt - eller har BOSJ en fond til erstatninger for egne ambitioner? Køkkenerne har i øvrigt alle i 2011 fået installeret ny udsugning, til erstatning for de af Roskilde Boligselskab i 1996 ulovligt installerede!


BOSJ har et forfærdeligt kissejaw - godt bakket op af Afdelingsbestyrelsen der er dikkende halehæng . med at få Helhedsplanen klar til afsendelse til Landsbygge-fonden, så der er stipuleret "dialogmøde" den 6.juni for vedtagelse! Der er efter sigende ikke andre end dem der deltager i mødet der træffer den noget ensidige beslutning. Ur-afstemning som er et anvendt instrument for at høre alle er et i BOSJ-regi totalt ukendt begreb.


Det er mildt sagt betænkeligt for de lejere der af forskellige hensyn ikke har kunnet deltage i dialogmøder, som f.eks. af sygdom eller andet er forhindret i at give møde når BOSJ og afdelingsbestyrelsen har bestemt at der skal afgørelse træffes. Fremgangsmåden er dybt, dybt betænkelig og arrangørerne kan ikke beskyldes for at søge demokratiske afgørelser! I sidste ende må så de lejere hvis interesser trædes under fode, se efter fri proces og afprøve fremgangsmåde og ansvar ved domstolene. Det er levende mennesker vi taler om og det kan ikke være rigtigt at der udvises så lidt empati og almen fornemmelse.


Harry Blunck
Ringparken 26 st.tv.
Roskilde.


Læs dette læserbrev i Roskilde Avis: Demokratiet, der blev væk

søndag den 20. maj 2012

Fortællinger i Roskilde Ring


Fortællinger i Roskilde Ring 


Onsdag den 23. maj kan man høre fortællinger fra den danske og tyrkiske kultur i amfiteatret i Roskilde Ring.


Arrangementet starter kl. 18 og varer til kl. 20

Fortællerne Annemarie Krarup og Fatih Tamer fortæller, og børnene fra det tyrkiske kor synger. 


Arrangementet er gratis. 


Medbring selv: Madkurv, drikkevarer og et tæppe el. lign. at sidde på. 


Der tolkes fra dansk til tyrkisk og omvendt. 


Amfiteatret i Roskilde Ring finder I neden for Scandic Hotel på Søndre Ringvej.


DEL DETTE INDLÆG MED DINE VENNER!

Der mangler stadig p-pladser på Køgevej



Susanne Rald skriver følgende i et læserbrev i Roskilde Avis:

Der mangler stadig p-pladser på Køgevej

Jeg læser i Roskilde Avis, at der måske skal bygges en toetagers Burger King på den grund, der ligger på hjørnet af Køgevej, med det grimme grimme hus, som nu i snart jeg ved ikke, hvor lang tid har ligget der, uden der er gjort noget fra Roskilde Kommunes side.
Jeg mener, der kunne ikke bygges en Rema 1000 på grund af, som det er oplyst, manglende parkeringsmuligheder, men jeg mener, er det ikke samme problem med en Burger restaurant som et supermarked.?
Eller er det fordi, som man hører rundt om i byen, det er de handlende i bymidten, der styrer hvilke forretninger, som må åbne i Roskilde. Eller er dette også en udløber af den store satsning der hedder Musicon?
Og for øvrigt mener jeg også at have hørt grunden er godt forurenet. Og Aldi på Sønder Ringvej måtte jo heller ikke udvide på grund at taget der ikke ville passe ind.
Susanne Rald
Ringparken 36 1 th
Roskilde.
Publiceret: 18. Maj 2012 00:12

Læs læserbrevet i Roskilde Avis

Træerne blomstrer i Ringparken

Blomstrende træer 19. maj 2012
Foto: Karsten A. Krabbe

onsdag den 16. maj 2012

Besked på Facebook

Jeg har modtaget denne besked fra Ghita Aagaard på Facebook:
Citat: Ghita Aagaard
  • hvad er det du ikke kan fatte Karsten Krabbe, du er da virkelig for dum, vi skal stemme d 6 juni om at sende det ind til byggefonden så vi kan få nogle tal og få at vide hvad vi kan få tilskud til og så om mange år skal vi stemme ja eller nej til ombygningen, FORSTÅR DU DET NU ELLER ER DU HELT TABT BAG EN VOGN, det er helt ok du er imod men lad for pokker vær med alle dine løgne og uretfærdig måde at håntere det her på, prøv nu at høre efter og så kan du stemme nej når den tid kommer, byggefonden kan først se på det i år 2016 så der er mange år til og tro mig jeg er ved at være så træt af sådan en som dig så jeg ønsker snart det bliver et nej, for så kan boligselskabet gøre hvad de vil og så kan du få en mega høj husleje som du åbenbart ønsker m.v.h. Ghita Aagaard
    (Citat slut)

    Er det en sådan person. der skal sidde i afdelingsbestyrelsen?

    PS. Jeg kan se, at beskeden er sendt den 2. maj. Jeg har først læst den i dag 16. maj. Karsten Krabbe.

fredag den 11. maj 2012

Lejerne snigløbet i Ringparken

Tidligere formand for Afdelingsbestyrelsen i Ringparken Harry Blunck skriver følgende kommentar til et indslag på DR Almene Boliger skal styrkes.

Interessant indslag på DR, men der er steder hvor de almene lejere føler sig ganske "snigløbet"! Et rigtigt godt eksempel er Ringparken i Roskilde, der er en af de største almene afdelinger i Roskilde, med omkring 600 lejemål, som daterer sig tilbage til starten af 50èrne, hvor de første blokke skød op - der er netop fejret en beboer som med sin familie har været her i alle 60 år. Afdelingen er opført i etaper, men med alderen kommer så også behovet for renovering. Igennem nogle år har man afventet en total omfattende "tilstandsrapport" som skulle gennemgå hele Ringparken og fremkomme med vurderinger, så man kan få fastslået hvad der trænges, hvor der trænges og hvad det vil kost at bringe Ringparken i god stand igen. Denne rapport er fremkommet og kan ses på linket:
Tilstandsrapport for Ringparken. Oktober 2011

Så langt så godt! Det skulle så vise sig at selvom Roskilde Kommune i "festtaler" udtrykker ønske om etablering og bevaring af mindre lejemål - og her kommer Ringparkens lejemål fint ind med gode lejemål til singler og unge studerende osv. samt folk der bare ønsker en mindre bopæl - så arbejder kommunen også med planer om at forandre Ringparken totalt. Man kan formode, at det er hensynet til prestigeprojektet Musicon og Roskilde Festival, som støder lige op til Ringparken. Planerne arbejder man på i samarbejde med Boligselskabet Sjælland (BOSJ) - der er en fusion af Roskilde Boligselskab (som Ringparken hørte ind under) og Andelsboligforeningen i Roskilde - og det medfører så, at lejerne i Ringparken præsenteres for en "helhedsplan" som er totalt afvigende fra behovet for renovering iflg. "tilstandsrapporten". Nu har man planer om at der skal nedlægges ca. 100 af de små lejligheder, og der skal foretages sammenlægninger, så man opnår større enheder!!!

For god ordens skyld skal bemærkes, at der er ca. 15 års ventetid på lejligheder i Ringparken, så behovet kræver ikke højere uddannelse at identificere! Man kører så med at BOSJ/Kommunen vil »fremtidssikre lejemål for familier og skabe løsninger der giver mere varieret sammensætning af beboere«! Nu har man i 60 år set forskellige familier og mennesker bo og have det godt i Ringparken, og så opstår der pludselig helt andre behov!! En amerikaner med forstand på retorik vil skære igennem og klassificere påstandene som "opportunistisk bullshit!"

Arkitekten der arbejder med planerne for BOSJ har så fået den "lysende" ide, at man skal flytte køkkenerne ind i spisestuen - så man får "samtalekøkken"!! Hvad det så skal gøre godt for? Iflg. livsstilseksperterne på "Kender du typen"-programmet er samtalekøkkener yt, eller på vej yt! Så skal badeværelserne gøres større, ved at vælte tingene om og placere det i de hidtidige køkkener - det giver så store badeværelser, men man skal være skruet specielt sammen for at forestille sig,  at lejerne bliver gladere af mindre opholdsrum og store samtalekøkkener og badeværelser.

I øvrigt blev samtlige lejemåls køkkener udskiftet totalt i 1996-98, så de er vel dårligt betalt over lejen. Samtidig med de nye køkkener installerede man også udsugning der har vist sig at være ulovlig, så der er nu installeret ny udsugning! Hvis nogen får den tanke at systemet med forretningsfører/administrator i alment byggeri har sine svagheder, så vil jeg ikke sige dem imod!

Helhedsplanen arbejder også med at der skal bygges lejligheder ovenpå bestående blokke, indrettes elevatorer og handicapfaciliteter - en ikke ubetydelig del af disse faciliteter er kommunens opgave, men derfra er man glade når man kan inkludere det i planer som så køres til Landsbyggefonden og kan opnå finansiering derfra. Det er vistnok det vi i gamle dage kaldte en "Mestergris", når det evt. lykkes at sende regningen til andre, og man selv opnår langt mere end man realistisk kunne drømme om.

Afdelingsbestyrelsen i Ringparken er hoppet totalt med på ideerne om "Helhedsplanen" og vil ikke lytte til kommentarer og forslag fra lejerne! Man er blevet dikkende halehæng til BOSJ og selvom man godt nok giver indtryk af at ville lytte - gennem etablering af "Dialogmøder" - så affærdiges spørgerne på disse møder ganske effektivt - "det behandler vi senere".

På linket: Bevar-Ringparken.blogspot.com gives ganske godt indblik i hvad der foregår og hvilke kommentarer det giver anledning til. Der er planlagt et afgørende Dialogmøde - hvor det skal besluttes om man indsender "Helhedsplanen" - finder sted den 6.juni 2012, og det er, iflg. afdelingsbestyrelsen for Ringparken, kun deltagere på det møde som beslutter det!! Man har ikke på noget tidspunkt opstillet alternativer, f.eks.
1) Renovering iflg. eksisterende "Tilstandsrapport" versus
2) Helhedsplanen

Lejere som ikke kan deltage i mødet, f.eks. som følgte af sygdom eller andet er med nævnte fremgangsmåde diskvalificeret, og da man ikke har opstillet realistiske beregninger af effekten af Helhedsplanen så stemmer lejerne i blinde!! Derfor er der fundamentale mangler i behandlingen.

Interessant er også, at ledelsen af såvel det nuværende boligselskab (BOSJ) som dets forgænger Roskilde Boligselskab med vedtægterne i hånden har nægtet adgang for pressen, eller andre eksperter som Afdelingsbestyrelsen ville have med på Budget- eller andre for afdelingen afgørende møder.Det samme vil utvivlsomt ske i forbindelse med mødet den 6.juni 2012.

Dette til inspiration i det videre arbejde med "Glæder ved det almene lejemål!!"

God weekend.
Med venlige hilsener og god arbejdslyst.
Harry Blunck
Ringparken 26 st.tv.
4000 Roskilde

onsdag den 9. maj 2012

Almene boliger skal styrkes - DR Nyheder

Almene boliger skal styrkes
Citat fra DR Nyheder:

Glade lejere

Den udmelding vækker glæde blandt mange af landets lejere, der kan se frem til at få udskiftet gamle køkkener og badeværelser. Cheføkonom i Lejernes LO Jesper Hansen forklarer:
- Det er fint at de almene boliger bliver renoveret op til en mere moderne standard.
Huslejestigninger

Men selvom boligfornyelserne kommer som et tilskud fra staten, så vil de også hæve lejernes husleje. Og det kan betyde, at enkelte lejere, der får boligforbedringer, vil komme til at sidde dyrere end de reelt har råd til. Derfor ville lejernes LO gerne give lejerne mulighed for at nedlægge veto mod fornyelse.
Læs hele artiklen på DR Nyheder: Almene boliger skal styrkes
»Selvom boligfornyelserne kommer som et tilskud fra staten, så vil de også hæve lejernes husleje. Og det kan betyde, at enkelte lejere, der får boligforbedringer, vil komme til at sidde dyrere end de reelt har råd til.«
Læs også:


mandag den 7. maj 2012

Ubetænksomhed og sorte plastsække

En person har stillet et par sorte plastsække udenfor affaldsskuret


Fotos: Karsten A. Krabbe, 6. maj 2012


2 sorte plastsække er stillet ved siden af skuret.



Hvor mange fugle kan du se i cirklen?

Se hvordan affaldet er blæst omkring i den blå firkant.

Fuglene har lynhurtigt hakket gennem plastikken!

15 gode grunde til at du skal stemme nej til Boligselskabet Sjællands helhedsplan


NEJ TIL HELHEDSPLANEN!

15 gode grunde til at du skal stemme nej til Boligselskabet Sjællands helhedsplan

  1. Du ved ikke, hvordan helhedsplanen påvirker DIG!
  2. Huslejen stiger. Men BOSJ har »glemt« at fortælle dig, hvor meget!
    Først blev der nævnt: ”30%”. Hvem siger det ikke bliver meget mere?
  3. Du skal betale en højere husleje OGSÅ selv om din lejlighed slet ikke er blevet ændret!
  4. Din boligsikring stiger kun minimalt, selv om din husleje stiger meget (og så er der endda et maksimum på boligsikringen!)
  5. Der er ikke sket et eneste trafikuheld i Ringparken i adskillige år. Så hvorfor skal det investeres i ekstra trafiksikkerhed?
  6. De nuværende veje i Ringparken blev asfalteret for få år siden. I den forbindelse blev bla. de hævede kantstene etableret.
  7. BOSJ har slet ikke orienteret om, hvordan renoveringen skal foregå! Der mangler konkrete planer for f.eks. ikrafttræden, varighed, rækkefølge osv.
  8. BOSJ har slet ikke fremlagt en plan for genhusningen! Plidderpladder som at du skal ”bo hos Tante Bente”, ”bo i kolonihavehuset” eller genhuset i barak, kan vi ikke bruge til noget.
  9. Hvorfor skal DU betale for at der bygges ældre- og handicap-boliger? Det er jo rent faktisk Roskilde Kommunes opgave!
  10. Hvad betyder »fremtidssikring«?
    • DU bor i Ringparken.
    • DU har krav på at bevare din lejlighed plus RET til en anden lejlighed i afdelingen før nogle andre i boligselskabet.
    • Hvorfor skal DU betale for fremtidige beboere, som ikke har noget med dig at gøre?
    Rent faktisk har vi jo betalt gennem huslejen til løbende at få forbedret lejlighederne!
  11. Hvorfor skal DU betale fordi BOSJ helt udokumenteret hævder, der er »forespørgsel på større lejligheder«?
  12. Du kan IKKE regne med, at der ændres på din lejlighed, når den skal ”renoveres”.
    F.eks. er der ingen steder nævnt udskiftning af det elektriske system i lejligheden.
    Nogle steder er der stadig gamle brune elkontakter fra 1950'erne!
  13. Du kan ikke være sikker på, at f.eks. gamle siddebadekar bliver udskiftet, hvis din lejlighed er én af dem, der ikke bliver ændret.
  14. Helhedsplanen er helt åbenbart udformet ved et skrivebord – uden nogen forbindelse med de enkelte lejligheder, boligområder og trafikale forhold.
  15. BOSJ og afdelingsbestyrelsen har slet ikke lyttet til beboernes berettigede kritik af udkastet til helhedsplanen.

DERFOR:

STEM NEJ TIL HELHEDSPLANEN!

fredag den 4. maj 2012

Bliv væk fra vort kvarter!

Peter Belli: »Bliv væk fra vort kvarter«




Teksten til Bliv væk fra vort kvarter:



Bliv væk fra vort kvarter

Et rygte svirrer rundt i byen, så hurtigt som et lille lyn:
Det høje byråd vil sanere her!
Nu skal der hurtigt skaffes plads
til et højhus stort som et palads
og fældes et par tusind træer

Hvad end der sker
Hvad end der sker
Bliv væk fra vort kvarter
Hvad end der sker
Hvad end der sker
Så hør den bøn jeg be'r
Hvad end der sker
Hvad end der sker
Bliv væk fra vort kvarter
Det er ikke topmoderne, men vi behøver ikke mer'

Vist er de gamle huse her ikke millioner værd
men charme er der i de lave rum!
Vist kan et højhus knejse stolt,
men det virker stift og koldt.
Og højhuse er morgendagens slum

Den gamle lune bæverding, hvor der sker så glade ting
skal fjernes. Er ikke fornem nok,
og vi får et supermarked der har varer som skidt
men som aldrig gir kredit. Nej, aldrig gir kredit.

Hvad end der sker
Hvad end der sker
Bliv væk fra vort kvarter
Hvad end der sker
Hvad end der sker
Så hør den bøn jeg be'r
Hvad end der sker
Hvad end der sker
Bliv væk fra vort kvarter
Det er ikke topmoderne, men vi behøver ikke mer'

Og den flinke lille købmand, han må lukke. Det er sgu' kønt
li'som Hansen, der sælger frugt og grønt.
Der bliver parkeringsplads til den hellige bil
men hvad med plads til børn og til smil?

Skal man leve som et menneske
må man have et miljø og ikke gå rundt i højhuspragt.
Hvis alt bliver revet ned, og kvarteret her må dø, har byrådet misbrugt sin magt

Hvad end der sker
Hvad end der sker
Bliv væk fra vort kvarter
Hvad end der sker
Hvad end der sker
Så hør den bøn jeg be'r
Hvad end der sker
Hvad end der sker
Bliv væk fra vort kvarter
Det er ikke topmoderne, men vi behøver ikke mer'

torsdag den 3. maj 2012

Vægopslag om møde 6 juni


Vægopslag

Torsdag den 6. Juni kl. 19 i Beboerhuset

På mødet fremlægges den foreløbige helhedsplan.

Vi skal også tage stilling til, om den foreløbige helhedsplan sal sendes til Landsbyggefonden som et forhandlingsoplæg til den endelige helhedsplan.

Der kommer en avis med mere information ud til alle i uge 21. Avisen indeholder også den formelle indkaldelse og dagsorden for beboermødet. Den foreløbige helhedsplan bliver omdelt i uge 22.

Med venlig hilsen

Afdelingsbestyrelsen

Afskrift ved Karsten A. Krabbe
Uge 21:  21. Maj – 27. maj
Uge 22:  28. Maj – 3. juni

Vægopslag. Beboermøde 6.juni . Ringparken 18.
Foto: Karsten Krabbe